Vi har lanceret en ny hjemmeside - så der kan være fejl og mangler i varer, priser og tilgængelighed. Vi beklager evt gener indtil alt kører efter planen. På forhånd tak.

Du skal oprette dig på ny, hvis du tidligere havde konto hos os. Vi beklager ulejligheden!
Det tager heldigvis kun 1 minut.

Hundetræneren: 98 procent - drømmen om en hund

Hundetræneren: 98 procent - drømmen om en hund

Hundeekspert Christina Højgaard fortæller om alle de refleksioner, man bør gøre sig, inden man går ud og anskaffer sig en hundehvalp.

Som kommende hundeejer er der mulighed for at læse og studere sig til vældig meget om hunde. Det er ikke alt, som står i bøgerne eller nævnes på en hundevideo online. Erfaring tager ofte over, når teori ikke kan praktiseres. Hvis man da har en erfaring på området.

Både forventninger og ambitioner til en hund kan være skyhøje. Det bekymrer mig en del. Det er nemlig ikke altid så realistiske forventninger. Det er tid til, at hundeejeren vurderer sig selv og ikke kun hunden. Forventninger kan være fine, for mange forventninger er ikke fine.

Et ønske
At den nye hundehvalp udvikler sig korrekt, er vel noget alle kan tillade sig at forlange. Målet er som regel, at alle i familien skal deltage. 

Børn skal kunne gå tur med hvalpen og den voksne hund til sin tid. Alle skal nusse, fodre og hygge om hunden. Hvalpehold, juniorhold, ja måske agility bliver sagen. I hvert fald skal hvalpen hurtigt gå pænt, ikke gø, blive renlig, være sød mod alle andre hunde, kunne lide naboens kat og høns, lade være at bide med sine hvalpetænder, kunne være alene hjemme cirka otte timer. Det kan vel ikke være så svært?

Rimelighed

Det er temmelig udfordrende at have en hundehvalp. Som hvalpeejer er det et must at være langmodig. Tålmodigheden må ganske enkelt ikke slippe op. Kærlighed og tid fra ejer bør være ubetinget. 

Når hvalpen træder ind i sit nye hjem første gang, byder alle hvalpen velkommen. Hele familien og dem, der skal passe hvalpen, taler alle med samme konsekvente tone.

Det er uundgåeligt, at man har dannet forventninger til sin hvalp, inden den hentes hjem fra sin mor og søskende. Men hvad er dine forventninger til din hundehvalp mon? 

Tag nu eksempelvis alene hjemme i otte timer. En hund er et flokdyr, der ikke som sådan er skabt til alenetid. At den kan lære det, er korrekt. Men om den trives med det, kan vi kun gætte os frem til. 

Otte timer er en tredjedel af et døgn. I disse otte timer beder du din hund om ikke at lave noget som helst. Derudover sover hunden i otte timer om natten. Så er der otte timer tilbage at være hund i. Er du sammen med hunden, og har din hund Doglife Balance i minimum tre af de otte timer? 

Ellers er det ikke rimeligt, at din hund efterlades så mange timer og blot indgår i dit menneskeliv som en hund i et spil kegler. Doglife Balance handler om trivsel, indsigt i hundebehov og lyst til at gøre det rigtige for din hund. Hvis du kun gider at tilbringe få timer om dagen med din hund, er hunden bedre stillet i en anden familie, der gider at være sammen med den.

Fysisk og psykisk modning

Hundefagligt taler vi om henholdsvis den fysiske og den psykiske modning hos hunde. Alle hvalpe uanset race har de selvsamme udviklingsstadier fra de fødes, til de dør. Af samme årsag har hunde et behov for at lære, hvilken art de selv hører til, og et behov for at udvikle sociale egenskaber over for andre hunde og mennesker. 

Din hunds race har alt at gøre med dens udviklingshastighed både fysisk og psykisk. Små racer udvikler sig hurtigere end de større racer. Faktisk er nogle små hunderacer allerede voksne mentalt og fysisk, når de fylder ét år. Hvorimod de større racer er to-tre år om at blive færdige. Alt dette skal du have med i dine forventninger om ditten, dutten og datten, som din hund skal lære og være.

Hundeambitioner og menneskelige kompetencer

Hvad er dine ambitioner? Og hvad er din indsats? Stop lige op og giv dig god tid til at ransage, hvorvidt du kan leve op til det gode hundeliv. Det allerskønneste vil være, hvis du lige sender det en tanke, før du bestiller en hvalp. 

Gå ikke for hurtigt frem. Planlæg. Hvilke spidskompetencer har netop denne race? Hvilke racer er der i din blandingshund, og hvilke kompetencer havde disse racer i sin tid?

Tænk dig nu om. Den sødeste hundehvalp, der er til salg, er ikke nødvendigvis den mest hensigtsmæssige for dig og din familie, selvom den er bedårende. Køb hund med hjernen og ikke med hjertet.

Forventningsafstemning er alfa og omega. At du ligeledes ved, at basisuddannelse for din hund tager 1-3 år, afhængig af race/blanding, bør være rygradsviden. Det er dig, der skal trænes, og hunden, der skal uddannes. Du bør vælge til og fra. Nej, jeg mener ikke, at hunde er børn. Ja, jeg mener, at hunde er hunde og bør elskes lige så højt som børn.

Blev det 98%

At være hundeejer er fantastisk og kan være givende på alle knapper. Men kunne vi lige sætte os ned et øjeblik og være lidt realistiske? Tænk på hundens behov. Har din hvalp udviklet sig til ikke at bryde sig om andre mennesker, andre hunde, hanner eller tæver, er din hund dårlig til at være alene hjemme? 

Alle, selv instruktører og adfærdsbehandlere til hunde, laver huller i osten. Selvom man startede perfekt, lagde godt fra kaj, havde en plan, gjorde det helt rigtige. Så kan der altid være udefrakommende mennesker, sågar hundeejere, som ødelægger det for éns hund. Med andre ord giver din hund eller hundehvalp en dårlig oplevelse, som den desværre tager med sig resten af dens liv. Hunde husker nemlig via oplevelser. Det kan også tænkes, at den hvalp, du valgte, måske ikke lige var så stærk i apportering, som de andre hunde, du har haft af samme race.

Men hvor er følelsen af taknemmelighed og ydmyghed over for vores hunde? Også din genbos hund, der jo er et levende væsen og dermed ikke kan være perfekt. 

Hunde minder om os mennesker på den front. Er du perfekt selv? Hvorfor skal din hund være 100 procent? Kan 98 procent være nok? Eller er de sidste to procent i din hunds adfærd så vigtige, at du har fejlet, eller hunden ikke er en ordentlig hund? 

At have nået det gode hundeliv uden at have levet 100 procent op til samtlige træningsambitioner, det synes jeg er fint.

Billeder er copyright Dyrefotografi.dk